Shugo Tokumaru

‘Parachute’ føles som en knytnæve lige på næsen og ‘Green Rain’ som at få gnedet salt i såret. Det er ikke småting, man må finde sig i fra Shugo Tokumaru. Den japanske sanger og multiinstrumentalist åbner sit tredje album med to forcerede og fortænkte popsange, og selvom det gudskelov allerede bliver bedre halvvejs gennem ‘Green Rain’, hvor han slapper lidt af, illustrerer de to numre et overordnet problem: Tokumaru vil for meget.

Således er der for eksempel brugt mere end 50 instrumenter på albummet. På papiret i de amerikanske indie-hipster-magasiner ser det sikker spændende ud, og guderne må vide, om det også er hensigten, men flere steder virker albummet næsten bizart overdesignet i sin j-pop-inficerede version af artsy Broklyn-indie. Uanset hvad er det fuldstændig unødvendigt.

Egentlig er det unfair at tage sådan på vej, for når det endelig skal være – og når man fraregner de første par numre – gør Tokumaru det trods alt bedre end de fleste. I hans tilfælde er det bare ærgerligt, fordi den overdesignede overflade faktisk gemmer på en perlerække af exceptionelt fremragende melodier. Det oplever man stærkest på albummets mest simple sang ‘Button’, hvis enorme hitpotentiale må kunne tryllebinde enhver popfan.

Hvis man springer de første par numre over og ikke lader sig irritere af overfladen, er ‘Exit’ et fint popalbum. Tokumarus talent kunne dog være udnyttet til noget langt større.