Grand Duchy

De fleste ved, at man ikke skejer ud, når konen er med. Det ved Frank Black ikke. Han råber og skriger og er lige så punket og primal som sædvanlig på sit seneste udspil, hvor han har konen Violet Clark med i studiet og indspiller under familienavnet Grand Duchy. Uvidenheden kommer ham til gode.

Den tidligere frontmand for en af 1990’ernes helt store alternative rockgrupper og manden bag en lang række soloudspil som Black Francis og Frank Black behøver næppe nærmere introduktion. Og dog. Måske er det på sin plads at præsentere vildbassens nye titel som ægtemanden Black, men det spiller faktisk ikke den store rolle.

Frank Black er Frank Black, og hans musik er stort set, som den plejer: Simple akkordskift, markant bas, en brutal vokal med klangbund i en tyk, gammel punkerrocker og en god balance mellem ørehængende rock og ørekrængende primalchok. Eneste forskel er lidt synthesizer og en halvspinkel kvindevokal, som fungerer udmærket uden dog at tilføje noget bemærkelsesværdigt.

Der er ingen tvivl om, at hr. og fr. Black har lavet et godt album med mindst et par rigtig gode numre. Men jeg er alligevel i tvivl om, hvorvidt der nogen grund til at høre det. Skulle man hellere scrolle lidt ned af diskografien og finde de bedste soloalbum (‘Frank Black’) eller største bedrifter med Pixies (‘Bossanova’ og ‘Doolittle’) frem fra reolen? Uvidenheden kommer ham ikke til gode.