Richard Swift
Multimanden Richard Swift er en travl herre, der bestemt ikke er nem at sætte i bås. Når han ikke lige passer sit ugentlige søndagsradioshow ‘National Freedom’ i hjembyen Oregon, laver han film, producerer for andre og udgiver altså også palbum i eget navn men med vidt forskellige fortegn.
På den nye af slagsen møder vi en tydeligvis glad og positiv Swift i modsætning til tidligere tiders sarkastiske sortsyn. Her har vi at gøre med 11 vuggende folkpop-sange, der ledsages på fornem vis af blandt andre Mark Ronson i producerstolen, Sean Lennon på guitar og Ryan Adams på kor.
Folkpop er måske en lidt misvisende betegnelse, for der genreblandes på livet løs, når Swift folder sig ud. Her er både referencer til Beatles, Motown-soul, Prince, når han er mest funky, og synthpop fra 80’erne. Alt sammen holdt sammen af nogle ualmindelig fængende og til tider helt naive sange, hvilket i sandhed er ment i positiv forstand.
‘Lady Luck’ lyder som Marvin Gaye på syre, og den dejligt luftige ‘The Original Thought’ og ‘The First Time’ står stærkt på et album, der i det hele taget er svært ikke at holde af. Richard Swift favner bredere end nogensinde, så her kan både indiekids og svigermødre finde fælles fodslag og bevæge hofterne, når der bydes op til dans.