The Thermals

Sidst vi hørte fra Portland-trioen The Thermals, var det med det ambitiøse konceptalbum ‘The Body, the Blood, the Machine’ fra 2006, der tog kritisk livtag med George Bushs frygtregime i USA post-9/11. Siden da har USA fået ny præsident. Og vupti: Pludselig ser det hele lidt lysere ud. Eller gør det?

Den optimistiske albumtitel til trods er døden nemlig det altoverskyggende tematiske motiv på ‘Now We Can See’, men i skarp kontrast til dødsmotivet har The Thermals alligevel lavet deres mest poppede og producerede album til dato. Pist væk er tidligere tiders hang til grumset lo-fi-punk. En på papiret interessant subversiv strategi: Hovedet nikker, smilet breder sig over de umiddelbare powerpopsange, mens tekstsiden kredser om livet hinsides.

Virker det så? Nej, ikke ubetinget. Vist byder numre som ‘When I Died’, ‘We Were Sick’ og især titelnummeret på masser af ørehængende melodier og effektivt skårede guitarriff – Weezer har ikke levet forgæves – men i længden bliver det simple og polerede udtryk altså uinteressant. Akkordrundgangene er hørt tusind gange før, og den anonyme produktion løfter ikke materialet.

Mest problematisk er dog forsanger Hutch Harris’ overartikulerede og ærkeamerikanske in-your-face-levering, som på især ‘Liquid in, Liquid Out’ sender tankerne i retning af tåkrummende snylterockbands som Simple Plan og Good Charlotte. Og når dét er tilfældet, bliver det noget nær umuligt at værdsætte albummets ellers ganske sympatiske intentioner.