Black Eyed Peas

Konceptet på ‘The E.N.D.’ (The Energy Never Dies) er, at eftersom alt i dag bliver remixet, vil numrene være i konstant udvikling. Det bliver nødvendigt!

Black Eyed Peas præsterer 70 minutters vandkæmmet trommeprogrammering, viljeløs sytnh, Fergies endimensionale rocktøs-sang, og d’herrers indholdsløse rap-mantraer der gentages indtil de mister al betydning.

Will.i.am beskriver stilen som »electric static funk«, og det er svært at være uenig. Electro-hop er BEP’s nye varemærke, og jeg fristes til at mistolke ordet statisk. For efter at man forgæves har forsøgt at benægte hitpotentialet i den insisterende single ‘Boom Boom Pow’ og den Neptunes-inspirerede ‘Imma Be’, går tiden i stå. De resterende 14 skæringer er tandløse, og lider under brugen af det simple og tarvelige poptrick med at gentage vers og festlige slogans igen og igen for genkendelighedens skyld. Første gang man hører nummeret kan man synge med, anden gang kan Dick Cheney bruge det som torturmiddel.

Eneste variation er, når de stumpe electrobeats suppleres med mere rockede trommeanslag, hvilket brækker nakken på BEP’s koncept. Den Avril Lavigne-punkede ‘Now Generation’ er kikset, men ikke lige så pinlig som Lil’ Wayne-udvandingen ‘Ring-a-ling’. Vocoderen bruges flittigt som melodilinje, og et par tracks efterstræber balladeprædikatet med tøsede melodier og øm lyrik. ‘The E.N.D.’ er altså ikke ligeså overgearet, som BEP var i ‘My Humps’-æraen, men den insisterende feststemning udebliver af samme grund.

BEP har tidligere været garant for iørefaldende hits, og man kan ikke fornægte, at maskinen var velsmurt. Men den gamle hiphop-lyd er nu en saga blot, og siden da har det været et langt sejt træk for at gøre lyden så skamløst poppet og ufarlig som muligt. Lad nu remixerne komme til og rette op på skaden.