Jonsí & Alex

Det er ikke hver dag, man er i humør til at betragte mosset gro. Stilstanden kræver enten en exceptionel tålmodighed eller et åndsfraværende sindelag, hvor man glemmer tid og sted og i stedet lader tankerne følge det ubevidstes sagte rytmik. Det er ‘Riceboy Sleeps’-udgivelsen fra Alex Somers og Jón Pór Birgisson et godt eksempel på.

Sidstnævnte vil mange nok have stiftet bekendtskab med i hans hovedforetagende Sigur Rós. Og hvis man synes Sigur Rós er nogle langsomme snegle, skal man nok også holde sig væk fra indeværende udgivelse. Her er tempoet sænket yderligere, trommerne er helt væk og der er næsten ingen vokaler på albummets ni skæringer.

Og lad det være sagt med det samme: Det er ikke musik, der inviterer til koncentreret lytning. Det er stemningsmusik, som udvikler sine abstrakte landskaber langsomt over tid gennem stigende og faldende bølger af lyd. Undertegnede faldt i søvn under første gennemlytning. Det var dejligt, men kan man kalde musik, der får en til at falde i søvn for vellykket? Er vi så ikke ude i ren brugsmusik?

Nej. Heldigvis er musikken samtidig tindrende smuk, højstemt, rørende og formår også nænsomt at massere hjertemuskulaturen. Men i al dens abstrakte vælde indeholder albummet samtidig et imperativ om at trække stikket ud og glemme tiden i de 68 minutter det varer. Formår man som lytter ikke det, er albummet frustrerende langsommeligt og næsten irriterende i sin insisterende stilstand.