Factory45

Med klare referencer til Pete Doherty klapper og ‘uhh’er’ Factory45 sig igennem deres debutalbum. Men op på siden af heroinhelten kommer den danske kvintet dog desværre aldrig.

Teksterne er banale og ofte præget af lette løsninger, hvor ‘me’ rimer på, ja ‘me’. Dertil kommer en vokal, der er flabet på en for pæn måde: Det virker simpelthen ikke som om forsangeren Esben Busck tør synge sig helt ud. Albummets første del er svært at lytte igennem uden at blive irriteret. Særligt fordi gruppen viser, at de er i stand til at lave god musik på den sidste halvdel. På numrene ‘Local Disco Star’ og ‘Love Scent’ begynder gruppen at give los. Og selvom Franz Ferdinand nok ville råbe »Giv os vores sange tilbage, røv«, så fungerer den boldgade bedre for de unge herrer.

Sidste nummer ‘Untitled No. 6’ vil for mange sikkert virke ensformigt og for let, men der er plusser i bogen for at forsøge at gøre noget nyt. Og selvom det er noget så simpelt som et temposkift, hvor vokal og instrumenter nærmest løber caribisk om kap, så er det befriende at høre et forsøg på nyskabelse.

Da bandet udgav deres debut-ep sidste år, stod Nikolaj Nørlund som producer. Det gør han ikke mere, og det er ærgerligt. For han kunne om nogen have bedt bandet om at droppe den sikre vej og i stedet tage nogle chancer. Det ville have hjulpet gevaldigt.