Whitney Houston

Whitney er tilbage! Sådan da. For hvis man bedømmer Whitney Houston på bedrifterne fra sine unge år, hvor hun var yuppie-æraens største diva, bliver man grumt skuffet. For efter flere år i ringhjørnet med en tabloidtilværelse bestående af lige dele af narkotikamisbrug og Bobby Browns hustruvold er Whitney en mærket kvinde.

Først og fremmest sætter det tidligere så respektaftvingende stemmebånd begrænsninger for, hvad Whitney reelt kan udrette. Og selv om man er ørevidne til en kvinde, der endelig rejser sig fra asken, skal man skal ikke forvente hverken bidske eller hudløse dagbogsoptegnelser.

Ganske vist forsoner albummets bedste nummer ‘Nothin’ But Love’ Whitney med sine haters. Og albummets signaturballade ‘Didn’t Know My Own Strength’ minder for en kort bemærkning om de dæmoner, hun har kæmpet med. Men tættere på personen Whitney kommer vi aldrig, og de mest sårbare øjeblikke på ’I Look to You’ er reelt, når hun med tydelig anstrengelse svinger sig op i en falset, smerteligt langt fra ungdommens højder.

Et ikke ueffent hold af sangskrivere og producere bærer Whitney igennem sit comeback. R. Kelly trækker sangerindens gospelrødder frem i titelnummeret, uden på nogen måde at ændre på hvordan en klassisk klaverballade skal skæres. Og den dansevenlige tyggegummi-r’n’b opdateres mest troværdigt af Alicia Keys og Swizz Beatz på ‘Million Dollar Bill’ og Nate ‘Danja’ Hills på ‘For The Lovers’.

Albummet har været gennem to års kvalitetssikring med pladeselskabsmogulen Clive David, og måske derfor er den så overproduceret, at man af og til bliver i tvivl om, hvor god form den 46-årige sangerinde reelt er i. Kvaliteten varierer fra det jævnt effektive til det gabende kedsommelige, og der er intet på dette album, som Whitneys nutidige arvtagere – fra Beyoncé til Brandy – ikke gør bedre.