Basement Jaxx

Rockmusikere kan sagtens blive bedre med alderen. Mange sangskrivere har held med at omsætte øget livserfaring til større poetisk dybde og mere forædlet musikalitet.

Anderledes er det med dansemusikken, som især lever af appetitten på festen og en fintmærkende finger på klubscenens evigt omskiftelige puls. Jo ældre man bliver, jo mindre hører man naturligt hjemme under weekendens spejlkugler, og for de fleste af dansemusikkens producere synes den kreative kilde at tørre ud efter højst et tiår.

Det gælder tilsyneladende også Basement Jaxx, som i årene omkring årtusindskiftet skabte deres egen forrygende bastard-house. Både latin, hiphop, garage, ragga og r’n’b på steroider røg ned i den store, sorte rytmegryde, og ‘Rendez-Vous’, ‘Red Alert’ og ‘Where’s Your Head at’ er blot tre af deres talrige pletskud.

Det niveau er der dog langt til på dette femte album, selvom de højenergiske og etnisk krydrede tracks stadig bærer den umiskendelige Basement Jaxx-lyd. ‘Scars’ byder på en slags polkaprikket powerpop, hvor der hele tiden sker noget, og hvor farverne skifter fra febril gospel på ‘She’s No Good’ over svajende måneskinscroon på ‘A Possibility’ til skæv tegneseriehouse på ‘What’s a Girl Gotta Do’.

Men trods det høje aktivitetsniveau kommer der ikke rigtig noget mindeværdigt ud af mylderet, som farer forbi både ører og dansefødder uden for alvor at gribe fat i nogen af delene. Om alderen blot har indhentet Basement Jaxx, ligesom det sker for så mange af deres kolleger, skal være usagt. Men ’Scars’ er i hvert fald den mindst skægge fest, duoen endnu har inviteret til.