J. Tillman

I bedste Dave Grohl-stil har J. Tillman taget vejen fra Fleet Foxes’ trommesæt og frem til mikrofonen med en guitar mellem hænderne. Der stopper ligheden så også. For der er ikke meget Foo Fighters-vildskab over J. Tillmans nye album, der følger op januar-albummet ‘Vacilando Territory Blues’ og emmer af stilhed og folk. Og det lader til, at han har det bedst her.

Amerikaneren spiller selv de fleste instrumenter på pladen, men det siger ikke så meget. For det er stort set kun den berettende vokal og en akustisk guitar, der ledsager lytteren i gennem albummet. Af og til hjælper sagte trommespil, harpestryg eller håndklap ham på vej, men de spiller sjældent mere end sekundære roller.

Nummeret ‘Age of Man’ ville have passet perfekt på soundtracket til ‘Into the Wild’. Med sin tilbagestående banjolyd og drømmende vokal lyder den som et nummer, Eddie Vedder droppede og i stedet lod en fattig trommeslager fra hjembyen Seattle bruge. Og det er generelt enkle midler, der gør sig her. Få sekunders let klaverspil, enkelte stryg på violinerne og urene akkorder på guitaren. Det er netop den sparsomme instrumentering, der søger for den rette melankolske stemning hele vejen i gennem.

Albummet revolutionerer på ingen måde men lægger sig tæt op af gamle folk- og singer/songwriter-traditioner. Den er afdæmpet og støvet og fortæller gode historier. Det er set i hobetal før, men det er stadig forbandet godt.