Randi Laubek

Det er store temaer, som menneskelige værdier, overlevelse og konsekvenser ved vores handlinger, Randi Laubek tager sig kærligt af på sit femte album. Temaer der måske kan virke søgte eller trættende, men Laubek har en glimrende evne til at økonomisere sine tekster og skære ind til benet, så det kun er det skarpeste, der står tilbage. Vanen tro har hun allieret sig med sine faste musikere, der tæller blandt andre Emil de Waal og Anders P. Jensen. Hun har selv siddet bag knapperne og pudset det endelige resultat af.

Musikalsk er der ikke sket den store udvikling siden debuten i 1997. Vi er stadig i de små melodiers land, hvor Randis stemme folder sig ud som ingen anden sangerinde på dansk jord i små pop- og jazzklingende sange. Enkelte steder er der dog inspiration fra Nashville-countryen, og hist og her smøres der tykt på med harpe og strygere.

Der er absolut intet at udsætte på Laubeks talent, men originaliteten er desværre ikke særlig dominerende i hendes sange. Jeg savner ganske enkelt noget kant, og at der bliver taget nogle flere chancer. Hendes karakteristiske fraseringer gennemsyrer alle albummets sange men er desværre også med til at gøre det hele lidt forudsigeligt. En klokkeklar popsang med pondus, som flere svenske sangerinder har vist sig som gode eksponenter for, ville klæde Randis sangskat. Den selvstændige sangerinde med noget på hjernen og hjertet kan være meget interessant og inspirerende, men det er desværre som om, vi aldrig når helt dertil denne gang.