Wild Beasts

»This is a booty call / this is a Freudian slip«. Sådan begynder engelske Wild Beasts andet album på nummeret ‘The Fun Powder Plot’ og fortsætter derefter i en tour de force af kryptiske allusioner til de kødelige lyster i en verden, hvor monogami endelig er tilintetgjort. Saftighederne understøttes af forsangers Hayden Thorpes knurrende og stønnende falsetvokal og en laissez fair-tilgang til faste sangstrukturer.

Spøgelset fra den victorianske tid gnægger ustandseligt på skulderen med nagende skam over den søde smag af hinanden i ‘We Still Got the Taste Dancing on Our Tounges’, hvis guitarriff ikke lader U2-guitarist The Edge noget efter. Det er overvældende ambitiøst, excentrisk og meget britisk, om end de musikalske referencepunkter Queen, Elton John, David Bowie og Sparks nok mest af alt udspringer af en lignende leg med køn og seksualitet i musikken.

På deres blog proklamerede bandet forud for ‘Two Dancers’, at den grimme ælling nu var sprunget ud i fuld ynde. Det er da også et meget mere sansende udspil, men langt fra tæmmet. Hvis debuten ‘Limbo, Panto’ var en gakket frivol fest, så er det her det ambivalente tungsind dagen efter. Med fødslen af noget nyt, men ikke uden skam over at have mistet noget.