Interview: Turboweekend

Fra i morgen drager den danske electropop-trio Turboweekend på Danmarksturné. Læs i den anledning interview med gruppens medlemmer om deres transformation fra unge uniformerede festaber til modne nogen-og-20-årige, der i et svagt øjeblik har overvejet at skifte navn til Sofaweekend.

Jeg er overbevist om, at jeg om meget kort tid bliver slået ned eller skudt. Jeg befinder mig i bunden af en usædvanlig skummel gyde i Rådmandsgade på Nørrebro og forsøger at orientere mig. Går tilbage til hovedvejen og tjekker. Jo, den er god nok. Det er den rigtige adresse. Det er her, de holder til, de tre medlemmer i københavner-bandet Turboweekend. Jeg finder omsider noget, der ligner en dør, træder ind i mørket, op ad en smal trappe, og få sekunder efter står jeg i et lille, rodet musikstudie.

»Den skumle indgang er en fordel«, forklarer Morten Køie, da jeg har fået placeret mig selv på en stol i midten af studiet. »Den holder uindbudte gæster væk«, smiler han. Morten spiller bas i bandet og er som de to andre iført streetsmart skjorte, stramme jeans og gummisko. Forsanger Silas Bjerregaard er løbet i kiosken efter rugbrød og Toblerone, og trommeslager Martin Petersen brygger kaffe. Deres afslappede og tilbagelænede tøjstil og attitude virker som en naturlig forlængelse af musikken på deres andet og nye album ‘Ghost of a Chance’, der dyrker et væsentligt mere afdæmpet, organisk og eftertænksomt udtryk end debuten ‘Night Shift’.

»Vores første album handlede lidt for meget om at få folk til at danse. Denne gang har vi forsøgt at skabe nogle stemninger, der kan noget andet. Det her album kan man i højere grad sætte på derhjemme. Og så gad vi bare heller ikke lave den samme plade to gange«, forklarer Martin.

Slut med klovnekostumer, kedeldragter og pangfarver
Turboweekend var et usædvanligt farverigt og festligt indslag på den danske musikscene, da de i 2007 brød igennem med ‘Night Shift’. Kedeldragter med bandnavnet indgraveret i guldtråd, pangfarvede uniformer, der lyste op i ultraviolet lys, og klovnelignende kostumer med matchende mønstrer var bare nogle af de opfindsomme udklædninger, som drengene velvilligt iførte sig, inden de gik på scenen. Men de tider er slut nu.

»Vi ville godt væk fra det teatralske udtryk, simpelthen fordi det ikke ligger naturligt nok til os at klæde os ud på den måde. Det var en del af hele konceptet omkring bandet, dengang vi begyndte, og det var jo ikke dumt gjort, for det har skabt sindssygt meget omtale. Hver gang der var et billede af os i et magasin, stod vi fuldstændig ud, fordi vi var de eneste, der så anderledes ud. At vi så ikke har lyst til at fortsætte med det, er en anden sag. Det var sjovt i en periode, og nu er det ikke sjovt længere«, siger Morten. 

Spørger man de tre medlemmer, hvorfor de fuldstændig har valgt at droppe udklædningerne på scenen, er der delte meninger, men grundstemningen synes at være, at det simpelthen bare var for besværligt: »Man skal hele tiden tænke på noget nyt, man skal have på, og overgå det sidste. Folk forventer, at man følger det op og laver noget vildere og sjovere hver gang. Men hvad ender det så med? At vi til sidst står på scenen i et eller andet totalt wack og ser sindssyge ud?«, spørger Morten.

Martin er den med de tydeligste forbehold overfor bandets gamle stil og tilføjer: »Det gamle udtryk var jo meget mere snævert. Og måske også lidt provokerende. Jeg har i hvert fald haft en frygt for ikke at blive taget alvorligt, og at folk syntes, vi var for latterlige, for påtagede eller for københavner-storsnuede«.

»Dragterne begyndte også at blive et problem i forhold til musikken. Der var nogle numre, som vi ikke kunne spille i de dragter, hvor de blev en barriere. Der er altså noget alvorlighed, der ikke kommer til udtryk, når man står på scenen i selvlysende sparkedragter. Alle de bands, jeg selv syntes, var fede og havde et fedt image, var alle sammen sådan nogle, der lignede skolelærere. Og så begynder man jo at lægge to og to sammen«, tilføjer Silas.

At ride på en bølge af electrorock
Udover at være klædt i iøjnefaldende dragter udmærkede Turboweekend sig også ved at være en del af den bølge af electrorock, der skyllede ind over den hjemlige såvel som den udenlandske musikscene, hvor navne som LCD Soundsystem og The Rapture havde banet vejen for en genre, der blandede elementer fra klubscenen med rock, pop, funk og disco. Samtidig kunne Turboweekend med lidt god vilje placeres i samme kasse som new rave-rockerne i Klaxons og Shitdisco, og faktum blev, at trioen lynhurtigt blev et af de mest omtalte bands på den danske klubscene:

»Man kunne mærke, at man red med på en bølge, der var det nye, og at det kunne blive stort. Og det var fedt, fordi man følte, man var med til at skabe noget, som ikke var der men manglede«.

Genren var blevet så populær, især hos de festglade clubkids, at festen allerede var godt i gang, når Turboweekend gik på scenen til de natkoncerter, der efterhånden var blevet kutyme inden for miljøet: »Vi fik lov til at spille steder, hvor der var fyldt på forhånd, fordi folk var i byen for at fyre den af. Det var faktisk derfor, vi lavede bandet. For at få mulighed for det«, afslører de. 

Mere behersket dans
Da Turboweekend gik i gang med at skrive numre til ‘Ghost of a Chance’, blev det tydeligt, at de nye numre ikke harmonerede med det opstillede og fjollede image, som bandet havde haft gang i på scenen: »For ikke at hæmme sangskrivningen var planen egentlig at lave to ep’er. En langsom og en hurtig. For hvad fanden skulle vi gøre med de langsomme numre, når vi havde det her image. Så vi besluttede at lave en ‘For the Feet’ og en ‘For the Heart’ – George Michael-style«, forklarer Silas.

Efterhånden blev det dog tydeligt, at de to ep’er godt kunne bære at blive slået sammen til et album, og resultatet indeholder derfor både funky dansegulvsfyldere som ‘Colors’ og singleforløberen ‘After Hours’ og følsomme ballader som den overraskende inderlige og svært iørefaldende ‘Your Body Free From Mine’.

»Altså, det er jo ikke, fordi vi har lavet en langsom plade. Men den er langsommere end vores første. Der bliver mindre mosh pit og mere behersket dans oppe foran scenen«, siger Morten.

Ville I i virkeligheden ønske, I kunne skifte navn? Turboweekend ligger jo ret meget op til dans, druk og designerdrugs og ikke så meget til en stille aften derhjemme.
»Det er faktisk noget, vi har tænkt over«, griner Morten. »Numrene på den gamle plade, navnet Turboweekend og dragterne var et samlet projekt. Nu har det fået lov til at køre et stykke tid, men vi har ikke haft lyst til at fortsætte med det koncept. Det har været oppe og vende med et nyt bandnavn, og hvis vi kunne slette folks hukommelse, ville vi klart gøre det«.
»Sofaweekend«, foreslår Martin.
»Eller På-vej-i-byen-men-ikke-helt-til-den-fede-fest-endnu-weekend«, byder Silas ind.

Er der tale om et mere modent projekt denne her gang?
»Vi har i hvert fald haft lyst til at have et mere gennemtænkt udtryk, men modent er et farligt ord«, siger Morten. »Man kan sgu stadig fyre den af til vores musik, men folk må gøre, hvad de vil. Hvis de vil sidde ned, kan de gøre det. Vi vil ikke diktere, hvordan de skal opføre sig«.
»Jeg tror bare, det er blevet mindre os at være på den måde, som navnet Turboweekend lægger op til. Vi har ikke rigtig lyst til at påtage os den rolle længere. Vi er et andet sted nu«, konstaterer Martin.
»Vi har været 23«, indskyder Silas med et smil.

Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #29

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af