Six Organs of Admittance

Hvis man skal vurdere et albums kvalitet, er et ofte benyttet kritrium at kigge på dets holdbarhed. Lyder det stadig friskt flere år efter udgivelsen, er det en god plade. Hvis vi benytter os af det kriterium er freak-folk ofte af temmelig høj kvalitet, fordi det virker løsrevet fra tidsånden. Når man lytter til ‘Luminous Night’, er det nærmest umuligt at gætte, hvornår det er udgivet. Det er derfor svært at forestille sig, at den en dag kan lyde gammel.

Lyden er en heksegryde af krautrock, folk, psych og tungere drone-inspirerede lydflader. Den er magisk, mørk og drømmende med sine dystre, mørke lydlandskaber. Samtidig er den smuk og skrøbelig på grund af den akustiske guitar og Ben Chasnys til tider Bowie-agtige vokal.

Det er for så vidt meget godt, men det var Pamela Anderson i rød badedragt jo også. Alligevel blev hun med tiden triviel. Det er lidt det samme, der gør sig gældende her. Når man udgiver plader med SOoA’s frekvens, er der overhængende fare for, at man gentager sig selv. Udgivelsen skiller sig ikke synderligt ud fra udtrykket på de tidligere udgivelser. Der eksperimenteres ganske enkelt for lidt til, at den kan være interessant for andre end fans. Derfor fremstår det som et virkelig godt album, der ikke lyder gammelt, men bestemt heller ikke friskt.