Kent

På album nummer otte i rækken fortsætter svenske Kent ud ad den elektroniske tangent, som de opdagede på sidste album ‘Tillbaka till samtiden’. På ‘Röd’ er guitarerne henvist til at spille biroller til fordel for de dystre synthtemaer, som dominerer størstedelen af albummets 11 skæringer. Den mørke synthlyd er på bekostning af den melankolske guitarrock, som især i sidste halvdel af 90’erne gjorde Kent til et uimodståeligt bekendtskab.

Det er naturligvis helt legitimt, at Kent udforsker nye sider af sig selv, men desværre er gruppens nye lyd ikke særligt spændende. Tag for eksempel singleudspillet, den dystre ‘Törtarna’. Her lægger Kents synthlyd sig i kølvandet på Depeche Mode, som briterne lyder i mindre inspirerede stunder.

Bevares, Joachim Bergs stemme og tekster er fortsat af høj klasse, og man aner de gode Kent-sange nedenunder de tunge synths – lidt ligesom hvis man lyttede til remixudgaver af gruppens numre, så sidder man og savner den ‘rigtige’ Kent-sound, der kun sporadisk titter frem, eksempelvis på den melodiske ‘Hjärta’ og den syv minutter lange, melankolske afslutningshymne ‘Det finns inga ord’. Sidstnævnte står som albummets mest helstøbte nummer, hvor mixet af synths og de klassiske Kent-guitarer går op i en højere enhed.

Kent lever i denne omgang ikke op til fordums storhed, og på ‘Röd’ virker de på mange måder som et band, der har givet afkald på en unik lyd i et forsøg på at genopfinde sig selv. Find blot guitarerne frem igen, kompisar – den isnende melankoli ejer I fortsat.