Boston Spaceships

Med flere sange under bæltet end du har spist ærter og mere end fem album udgivet alene i 2009 med forskellige projekter er Robert Pollard rockhovedet, der kan køre selv de flittigste og mest ADHD-ramte anmeldersnuder trætte. Den tidligere folkeskolelærer drejede definitivt nøglen om på sit hovedband Guided By Voices den aften, hvor det herrens år 2004 blev til 2005. Fem år efter er han dog fortsat ustoppelig.

Boston Spaceships tæller udover Pollard Decemberists-trommeslageren John Moen og GBV-sidekicken Chris Slusarenko. Resultatet lyder da også, ikke overraskende, som et lidt mere poleret GBV, og de typisk ukomplicerede et til tre minutter lange powerpoppede lo-fi-indie-knaldperler er sammenstuvet som sild i en tønde på dette album, som allerede er bandets tredje på halvandet år.

Det er indlysende, at en så svimlende udgivelsesfrekvens fordrer en vis forbierkvote, skydeskiver på pladecoveret eller ej. Det er Pollards evige akilleshæl: Man skal ofte luge lidt med det gammelkendte hyppejern – spoleknappen – for at afsløre det fine album, som spirer under ukrudtet.

Men han rammer også i lyse øjeblikke sjælden storform, og med eksempelvis ‘Trashed Aircraft Baby’, ‘Exploding Anthills’ og ‘Radical Amazement’ forstærkes den nagende fornemmelse af, at han faktisk kunne have været et flabet bud på den store sangskriver: Vor generations John Lennon. Forudsætningen naturligvis værende at han blot byttede lidt af arbejdsnarkomanien og øltørsten ud med gammeldags kritisk sans. Det er dog sikkert for sent at lære denne 52-årige baggårdskøter disse nye tricks.