Midlake

Var The Beatles blevet så kæmpestore, hvis alle deres album havde lydt som ‘Please Please Me’, og der ikke var gået bevidsthedsudvidelse i den? Jeg tvivler på det. For er det ikke netop bestræbelserne på at komme et nyt sted hen musikalsk, der bør være drivkraften i ethvert band?

Åbenbart ikke hvis du spørger de fem amerikanere i Midlake. For på ‘The Courage of Others’ er det stadig tværfløjter, langstrakte trommefills og akustiske guitarer, der udgør lydbilledet – præcis som det var tilfældet på ‘The Trials of Van Occupanther’, der i 2007 satte Texas-bandets 70’er-inspirerede folkrock på landkortet.

Leder man efter en ny perle i stil med ‘Roscoe’, bliver man dog skuffet. For de 11 numre lyder så ens, at de selv efter adskillige gennemlytninger er svære at kende fra hinanden. Bevares, arrangementerne er gennemarbejdede, og Tim Smiths vokal er mere smertefuld og gammelklog end nogensinde, men det er bare ikke helt nok. For selv om numre som ‘Children of the Grounds’ og ‘In the Ground’ rummer nogle effektive hooks, mangler der noget, som for alvor tiltrækker sig opmærksom.

»I will never have the courage of others«, synger Smith på titelnummeret. Og det kræver da også en god portion mod at smide en succesfuld formel over bord. Ikke desto mindre er ‘The Courage of Others’ trods sin fine produktion og gennemført melankolske tone lyden af et band, der har brug for en stilmæssig rusketur.