Mnemic

‘Sons of the System’ er på næsten alle punkter en naturlig og logisk fortsættelse af det spor, som Mnemic pløjede med forgængeren ‘Passenger’ – et album der endelig formåede at forløse det kæmpe potentiale i Aalborg-gruppens mix af moderne, teknisk metal og elektroniske elementer.

Sangskrivningen er igen blevet lidt mere forfinet og strømlinet, uden at de dog på nogen måde har ændret kernen i deres musikalske univers. Mnemic leger stadig med skæve rytmer, komplekse riff og abrupte skift, men der bliver denne gang givet mere plads og ro, når de store omkvæd trænger sig på. Og netop melodierne er endnu mere i fokus end nogensinde før, sangene er harmonisk mere komplekse, og franske Guillaume Bideau bekræfter på sit andet album med gruppen, at det var det helt rigtige valg at importere ham fra Frankrig. Han er teknisk set en vokalist i verdensklasse, og han fungerer med stor autoritet som det nødvendige fikspunkt i gruppens (til tider lidt for) frenetiske sange. Samtidig må man, for Gud ved hvilken gang, tippe med hatten til superproducer Tue Madsen, der igen har skabt et lydbillede så detaljeret og stemningsmættet, at det burde være tvungen pensum for alle, der kommer inden for ti fod af en producerstol.

Men på trods af alle de uomgængelige fortræffeligheder ved ‘Sons of the System’, så er sandheden også, at pladen som helhed føles en smule steril, og af samme årsag har den simpelthen bare ikke grebet mig i samme grad som forgængeren. Det er et album, som stimulerer mit musikalske intellekt og imponerer mig helt vildt, men det er også et album, der taler udelukkende til mit hoved, og som bare ikke har formået at få mig til at holde af det med den store, og også meget musikalske muskel, der sidder i brystet.