Vampire Weekend

Afrika ligger i Brooklyn. Sådan lød hypen, da Vampire Weekend udgav et af de mest omtalte debutalbum i 2008. Det kunne stadig være en overskrift. Det er dog ikke den nigerianske afrobeat, kvartetten udforsker, men afropoppen fra Sydafrika og Senegal, der kom til Europa via folk som Paul Simon.

Faktisk er det Paul Simon, snarere end afrikanske kunstnere, der er Vampire Weekends egentlige ophav. New wave og indiepop er udgangspunktet, og de globale rytmer og toner er krymmel, der giver bandet sin særegne lyd, som de forfiner og nuancerer på ‘Contra’.

Ideerne vælter stadig rundt. Som grim auto-tune på ‘California English’ eller en helt nedbarberet reggaetón-rytme på ‘Diplomat’s Son’, som viser, at Vampire Weekend har snurret globussen en gang eller to. Og at de har fuldt styr på deres virkemidler.

De er stadig langt foran de fleste kolleger, hvad angår melodisk sans. Og produktionen er stadig så ren, at den let kan forveksles med overpolering. Men heldigvis har de humor. Man hyler ikke af grin, men Ezra Koenigs flabede fraseringer og selvbevidst studentikose tekster (albumcoveret siger det hele) holder albummet fra at blive for nuttet.

Den, der redder det hjem, er dog for alvor trommeslager Chris Thompson. Han spiller med en percussionists fingerspitzgefühl, og de bedste numre er dem, hvor han fører an. Lyt blot til de spændstige, hoppende trommer på den suveræne ‘Run’. De, der ikke kunne udstå Vampire Weekends debut, bliver ikke vundet over her. Fans vil til gengæld ikke blive skuffede.