Marina and the Diamonds

Med en lille håndfuld habile singleforløbere i baghånden er græsk/walisiske Marina Diamandis klar med sit debutalbum. Men hvor tidlige singler som ‘I Am Not a Robot’ og ‘Obsessions’ pegede i retning af noget skævt og excentrisk, springer Marina nu ud som velproduceret popsangerinde.

Og selv om det lyder som et skridt i den triste retning, er det alt andet end tilfældet.

Marina har nemlig et ukueligt talent for forbandet catchy popsange, som ofte har afsæt i 80’erne. Det satans årti hvis skulderpuder og syntetiske keyboardlyd igen og igen opdateres med en tilpas ironisk distance, der ender med at drukne i spas og kitsch som for eksempel hos den åh-så-sjove Katy Perry.

Men ligesom hos kollegaen Ladyhawke virker Marinas 80’er-fascination langt mere oprigtig, og det gør den skamløse pop så meget mere helhjertet. Måske fordi den 24-årige Marina med få undtagelser har skrevet hele albummet selv, hvilket forrygende ‘coming of age’-sange som ‘Oh No!’ og den helt fantastiske tidligere P3’s Uundgåelige ‘Mowgli’s Road’ er strålende beviser på.

Marina har præsteret et velproduceret popalbum, der måske mister pusten lidt undervejs, men som ikke desto mindre er forfriskende i sin oprigtighed. Man tror rent faktisk på, at der findes et rigtigt menneske bag de glossy popsange, og den elskelige hovedperson er sammen med de slidstærke melodier albummets store styrke.