The Brian Jonestown Massacre
Da Ondi Timoner filmede dokumentaren ‘DiG!’ om The Dandy Warhols og især også The Brian Jonestown Massacre, portrætterede hun et band, der var en inspirerende Dr. Jekyll på album og en fløjtende utilregnelig Mr. Hyde i livesituationer, ofte med afbrydelser og øretæver i luften. 15 år senere har Anton Newcombe vendt mønten – hans seneste par album er i fodboldlingo ‘ren lotto’, mens BJM som liveband er mere disciplinerede og succesfulde end nogensinde.
Som med sidste udspil er dette en ren loppesæk af genreeksperimenter og skitseagtige jams med nogle ofte konfrontative og fjendtlige undertoner som fællesnævner. For godbiddernes vedkommende lyder den russisksprogede ‘Detka! Detka! Detka!’ som Gorillaz med en ordentlig vodkabjørn på. ‘Our Time’ er et slags remake af et ældre BJM-nummer ved navn ‘Convertible’, nu klædeligt begravet i shoegazer-guitar. ‘Feel It’ er en paranoid diskofil psykose, og ‘Let’s Go Fucking Mental’ er en hooligan-slagsang tilsat Augustus Pablo-agtige melodica-toner. Flirten med tunge, slæbende beats og onde baslinjer på ‘Super Fucked’ og ‘Someplace Else Unknown’ ægger ligeledes.
Men så løber det altså også helt af sporet. Det kan undre, hvem der har puttet penge i den skotske snotunge, der bruger ti minutter på at svine John Lennon til (‘Felt Tipped-Pen Pictures of UFOs’), og hvad undskyldningen er for de pinagtigt uinspirerede parafraser over henholdsvis Joy Division og Primal Scream på to andre numre. Det er prisværdigt, at Anton skider opskrifter og konventioner et stykke, men helheden her er voldsomt usammenhængende og højst pletvis interessant.