The Ruby Suns

Der er få dårlige ting at sige om globaliseringen af indiescenen. Især når man som Ryan McPhun, The Ruby Suns’ permanente Auckland-baserede medlem, selv rejser ud og henter lydbidder til sin psychpop frem for at google dem fra et kollegiehummer (ingen nævnt, ingen glemt). Desværre har han undervejs glemt den gode melodi.

Sammenlignet med ‘Sea Lion’ fra 2008 er dette album mere koldt syntetisk, mere basset, mere forvrænget og mere diskret globalt. Afrikanske guitarfigurer og percussion som den nigerianske udu springer ganske vist i ørerne, men McPhun har lagt sig i synthesizerens vold.

Og han går heldigvis ikke forsigtigt til værks. Man er nødt til at tro på, at den kradsbørstige synth, man har fedtet frem på sine plasticinstrumenter, er god nok til at udsætte andre for. McPhuns synths er fantastiske, og han smider dem lige i masken på dig. Allerbedst på ‘How Kids Fail’ og singlen ‘Cranberry’ der går fra voodootrance til Yeasayer-klingende pop.

Til gengæld er der blot tre-fire melodisk stærke sange på ‘Fight Softly’, som er mere beat-orienteret end sine forgængere. Måske derfor bliver de hvilende numre ofte for hyggelige. Som ‘Cisco’ der ifølge McPhun er pladens vrede nummer, men som mest giver én lyst til at trække i lammeskindsforede hyttesko. Den noget karakterløse vokal bliver hurtigt trættende, og selv om albummet hænger fint sammen, er det snarere en samling gode singler med fyld end en interessant helhedsoplevelse.