Kent – lidt for meget på rutinen

Det var med en spændt følelse i maven, at denne anmelder trådte ind i Tap1 på Vesterbro. Lydmæssigt viste spillestedet sig dog at være en fortrinsvis god oplevelse og et oplagt alternativ til de rædsler, man har oplevet i KB Hallen og Forum. Desværre leverede nabolandets største rockband kun delvis den ear candy, man kunne have ønsket sig.

Kent entrerede scenen iklædt stramme, militæriske uniformer, men desværre startede aftenen lidt sløjt og slattent med blodfattige udgaver af de nyere numre ‘Taxmannen’ og ‘Palace & Main’, før kvartetten for alvor ramte plet med den uimodståelige vintersingle ‘Vinternoll2’. Joakim Berg og co. virkede i det hele taget en smule perplekse over at stå foran det talstærke publikum. Dog tog sikre, men gode versioner af Kent-klassikere som den tangentdrevne ‘Socker’, den poppede ‘FF’ og en fantastisk version af den poetiske ‘Kevlarsjäl’ fra hovedværket ‘Hagnesta Hill’ fra 1999 stikket hjem, og her virkede det som om, at bandet havde fundet spillelysten frem. Men kun delvis da sikre kort som ‘Musik Non Stop’ og ‘Dom andra’ blev leveret i uengagerede versioner, hvor især sidstnævnte skar i ørerne, eksekveret i en hæslig house-version der tog al poesi ud af det ellers så fornemme nummer.

Heldigvis fandt det sympatiske orkester storformen, da de vendte tilbage til ekstranumrene, hvor der blev disket op med en buket af det fineste vor blå/gule brødre har at tilbyde i form af julesinglen ‘På drift’, make out-hymnen ‘Kärleken väntar’ og slutteligt den episke ‘Mannen i den vita hatten’, der sendte publikum ud i natten med formaningen om at »Vi ska alla en gång dö«.

Jovist skal vi alle dø en dag, men det bliver desværre ikke med mindet om en uforglemmelig aften i de gamle tapperihaller med Kent, der denne aften tog den lidt for meget på rutinen og kun glimtvis levede op til fordums storhed.