Daniel Johnston

Den maniodepressive lo-fi-singer/songwriter Daniel Johnston er om nogen en kultfigur. Han har haft et trofast, men i antal nogenlunde konstant følge i mange år. Hans musik kan sammenlignes med et abstrakt maleri: Det kan være svært helt at se, hvad man skal med det. Man kan måske ikke engang vurdere, om man synes om det eller ej.

Nu har Johnston sammen med et 11 mand stort band genindspillet en række af sine gamle sange sammen med et par tidligere ikke-udgivne numre. Det har givet sangene mere saft og kraft end de mere skramlede originalversioner, men det er stadig lyden af Johnston. For eksempel synger han tonedøvt: »It seems as if the road just goes on and on / I’m gonna write a letter to my friend Ron / And my dad is outside mowing the lawn / ‘Til the dawn«. Det er noget forfærdeligt vrøvl, men Johnstons fanskare har aldrig værdsat ham for hans harmoniske tekster eller silkebløde vokal, for han har aldrig præsenteret dem for nogen af delene. Man betragter jo heller ikke på et Jackson Pollock-maleri for at se, hvad det skal forestille. Det er udtrykket i sig selv, der får henholdsvis lytteren og beskueren til at elske værket.

Hvis man er Johnston-fan, er det en interessant fortolkning af gamle sange, men grundudtrykket er stadig det samme, og det samme er sangene. Hvis man ikke er fan, er den altså knap så spændende.