Lis Er Stille

Messende som munke indleder Lis Er Stille deres tredje album med ‘All the Blood’, der er under et minut gammel, før den afslører værkets røde tråd: Guitarernes klangflader svæver hurtigt rundt men bliver så pludselig hårdtslående, tenderende det metalliske. Og sådan skifter det. Hele tiden. Først lidt svævende, så lige på og hårdt.

Der er masser af lange passager, hvor lydbilledet er fuldstændig overladt til de forskellige instrumenter med guitarerne som de meste centrale. Forsanger Martin Byrialsens vokal bliver ofte holdt udenfor, og når den så bliver lukket ind, ja, så er det svært at høre, hvad teksterne egentlig handler om. Synd, fordi hans falset ofte er det moment, der får musikken til at kunne stå alene. Det sker på ‘Recalling the Color’, hvor skingre skrig gør, at sangen til sidst går op i den højere kunstneriske enhed, som Lis Er Stille stræber mod. 

Der er flere numre end tidligere, og længden på dem varierer fra godt syv minutter til små, korte overgangsnumre på under et minut. De lange numre er ofte proppet med for meget ligegyldigt fyld, mens de korte fungerer som overgange og derfor ikke gør synderligt indtryk.

Det virker som om, Lis Er Stille har forsøgt at lave et album, der er større end dem selv. Og at de stadig ikke er kommet væk fra den skabelon, hvor musikken skal passe sammen med surrealistiske billeder. Men for sjældent formår sangene at stå alene.