Mani Spinx
Der har altid været et underligt spænd imellem Mani Spinx’s image og musik. Ud ad til, i sin offentlige fremtræden, har Mads Brøbech Jørgensen, som manden bag enmandsbandet tituleres i privaten, altid gjort en dyd ud af at fremstå ekstremt selv- og stilbevidst med hang til både læderjakke, stramme trøjer og tung øjensminke. Mens man ind ad til, på hans hidtidige to album og en enkelt ep, er blevet strøget mere med hårene med ofte ganske rendyrket poprock med stedvise, kontrollerede genre-mæssige afstikkere.
Gabet mellem form og indhold er endnu en gang udtalt på det tredje Mani Spinx-album i rækken. På coveret toner hovedpersonen frem i læderjakke (denne gang dog uden sminke), men lige så snart man afspiller indholdet, er der dømt ukompliceret luksuspop med vægt på letindtagelige melodier og imødekommende arrangementer. Også selv om pladeselskabet forsøger at vinkle udgivelsen som en autentisk tur tilbage til rockens rødder (tilsyneladende primært fordi ‘Cry Candy Cry’ er masteret i Abbey Road-studierne).
Hele image- og pr-arbejdet virker ret malplaceret, når musikkens største ambition tydeligvis er at levere imødekommende øregangsmassage – med mere mørke modhager i teksterne. Og hvorfor dog egentlig forsøge at skjule det, når nu ‘Broken Windows’, ‘True’ og ‘In My Dreams’ leverer gedigne melodiske opkvikkere? Måske er svaret, at alle kneb gælder, hvis et trods alt ganske gennemsnitligt album skal tiltrække sig opmærksomhed i den hvirvlende strøm af radio-egnede nye udgivelser.