Sleigh Bells

Fra første tone danner larmende guitarer- og baslyde samt maskingeværstrommer en skærende ramme for Sleigh Bells’ album ‘Treats’. Og larmen er, med ganske få undtagelser,  konstant indtil den bitre ende 11 numre senere. Ikke videre interessant hvis ikke det var fordi, larmen bor i samme telt som poppede melodier og en rolig kvindestemme. De to ligger og gemmer sig som filipenser, der bare venter på at bryde igennem den larmende hud, der pryder Sleigh Bells’ aggressive støjkrop.

Sleigh Bells er en støjende popduo, hvis lyd er produceret hårdt med en teskefuld The Neptunes. Denne debutplade er udgivet på electropop-prinsessen M.I.A.’s label, og det ville ikke være forkert at trække paralleller til hende. Lyden er grov, grim og hård. Den sætter sig fast og giver benene og hovedet lyst til at bevæge sig uhensigtsmæssigt. Selv om den måske burde give hovedpine i stedet. Men Alexis Krauss’ vokal opløses i vand og fungerer bedre end en Treo.

Numrene er punk-korte og kommer sjældent over de tre minutter og aldrig over de fire. Det er godt. For fire minutter af Derek Millers samme kværnede guitarlyd ville blive for meget. Sleigh Bells formår at holde gryden i kog, uden at risene når at brænde fast i bunden. Og det er imponerende med deres lyd. Af og til kan den megen larm godt virke for ensformig og utilgængelig, og man kan frygte for, at pladen i længden mister sin kraft og falder fra hinanden. Det er dog ikke sket endnu.

Sleigh Bells. 'Treats'. Album. N.E.E.T.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af