Spot Festival 2010: Kenton Slash Demon – klubfingerens eksistensberettigelse

Når en dj eller producer spiller sin musik inden for klubbens faste rammer, er den som regel så højlydt, at man hverken kan samtale med vedkommende bag dj-pulten eller give konstruktiv feedback. Her kommer et simpelt værktøj, vi her kalder klubfingeren ind i billedet. Hvis dj’en gør sit arbejde godt, kaster man en pegefinger i vejret og bopper den enten op og ned, ud til siderne eller i en variation af de to. Og netop den finger havde sin eksistensberettigelse, da Kenton Slash Demon indtog Voxhall.

Iklædt sorte t-shirts gik de to hovedpersoner, der til dagligt har deres virke som halvdelen af When Saints Go Machine, ganske ydmygt på scenen, hvor de startede en syntetisk vindlyd, der efter et minut blev fuldstændig smadret af et svulstigt house-beat, mens ‘Tron’-lignende visuals flimrede omkring på skærmen bag dem.

Uden at ænse publikum nørklede de to beatsmede med deres computer og controllere, så det høje beat fik publikums organer til at svømme. Det lod sig gøre, fordi lyden var intet mindre end glimrende. Bas-elementerne pumpede bølger af luft ud, og Voxhalls massive anlæg leverede hver en detalje af de velsmedede beats til perfektion. Det umuliggjorde det for publikum at stå stille.

Når sangene blev filtreret ud i skingre ekkoer og effekter, hujede og klappede folk, indtil beatet vendte tilbage og overdøvede det hele endnu engang. Hvis det stod til publikum, kunne Kenton Slash Demon nok have spillet koncert af evig varighed, og efter tre kvarter i et trykkammer af housebeats, gik man fra koncerten med sitrende lægmuskler og en sult efter mere.