How to Destroy Angels

Det er et fedt bandnavn, det må man give dem. Men desværre må det også siges at være en falsk varebetegnelse – med mindre den snedige plan med ‘How to Destroy Angels’ er at kede englene ihjel. Trent Reznors første udspil uden for Nine Inch Nails dystre, men trygge rammer er nemlig en meget abstrakt og lettere tandløs forestilling, der langt fra lever op til mandens imponerende bagkatalog.

Udgangspunktet er ellers solidt nok, da Reznor endnu en gang har allieret sig med Atticus Ross, der har været hans faste samarbejdspartner på de sidste fire NIN-album. Men de kompositioner, de har fået strikket sammen til det nye projekt, lyder for størstedelens vedkommende mest som NIN-remix eller efterladenskaber fra ‘Ghost I-IV’-perioden, og ep’en vinder på ingen måde nyt land for Reznor og Ross.

Den største forskel fra NIN til How to Destroy Angels er, at Trent Reznor har overladt mikrofonen til sin nye kone Mariqueen Maandig, og selv om der ikke decideret går Yoko Ono i den, så er det svært at være synderligt imponeret over fru Reznors bidrag til projektet. Det meste af tiden forsøger hun sig med en halvt hviskende, skrøbelig lillepige-vokal, som bliver monoton og trættende i længden, og de få steder, hvor hun åbner lidt op for stemmebåndene, fornemmer man, at hendes register, både tone- og udtryksmæssigt, er stærkt begrænset.

Det, der trods alt holder ep’en oven vande, er åbningsnummeret, den klaustrofobiske ‘The Space in Between’ og det forløsende slutnummer ‘A Drowning’, der begge har en snert af den dystre magi, som Reznor er kendt for. Men to træffere ud af seks er simpelthen ikke godt nok for en musikalsk legende af Trent Reznors kaliber, og det er umiddelbart svært at se, hvordan How to Destroy Angels nogensinde skal komme fri af Nine Inch Nails monumentale skygge, hvis det her er niveauet.