Susanne Sundfør – underspillet dramaqueen

Funklende i skæret fra et hav af grønne lamper og badet i et massivt røgslør indtog Susanne Sundfør plus band Pavilion Junior-scenen mandag eftermiddag. Illusionen om nattestemning var sat fra start, og det blev i løbet af koncerten da også klart, at den norske sangerindes mørke og til tider storslåede popunivers havde gjort sig bedre under en dunkel stjernehimmel end som opkvikker for festivalens tømmermændsramte masser i bagende solskin.

Med det taget i betragtning var det dog en ofte medrivende og trance-agtig optræden, der med udgangspunkt i Sundførs 2010-album ‘The Brothel’ både formåede at skrue helt ned og helt op for den eventyrlige og sfæriske kammerpop, der til tider også fik besøg af hårdtpumpende og lettere voldsomme elektroniske beats. Hele tiden indsmurt i en ‘Twin Peaks’-agtig æstetik og toppet med Sundførs stærke og mildt klagende vokal. En sammenligning med Tori Amos’ let teatralske piano-eskapader er bestemt ikke af vejen.

På trods af den store dramatik var det dog svært at tabe sig i de eventyrlige anslag hele rejsen igennem, til dels på grund af de stort anlagte arrangementers til tider larmende udfald live og herigennem reduceringen af Sundfør til intet andet end en skrigeballon. Koncerten fungerede utvivlsomt bedst, og her fremragende, når det var intimt og nedbarberet. Og at Sundfør allerede i første nummer sang »I’m a slave of the moonlight« bidrog blot til tanken om, at den mørkstemte illusion havde fungeret endnu bedre under andre omstændigheder.