Den Sorte Skole – sprudlende historisk udsyn
40 års festivalhistorie kondenseret ned til to timer. Det var forlægget for Den Sorte Skoles optræden på Arena-scenen fredag nat, og dj-kollektivet gik til den nærmest rituelle opgave med sprudlende kreativitet, historisk udsyn og musikalsk snilde.
Neil Young, Björk, The Specials, Underworld, Rage Against the Machine, Beck, Black Sabbath og en myriade af øvrige navne fra 40 års Roskilde-plakater fandt plads i det tætpakkede sæt. Oftest imponerende sømløst, hele tiden dynamisk, aldrig kedeligt og med flere godt sete mash-ups undervejs. Eksempelvis blev Bikstok Røgsystem forsynet med arabisk klingende rytmer, Kim Larsens ‘Blaffersangen’ fik et ekstra trommespor, og Beastie Boys rappede over både Kraftwerk og Daft Punk. Og trioen var ikke karrige med klassikerne, hvilket gav en formidabel fest i det stopfyldte telt.
Pauser blev der også plads til, uden at stemningen dalede af den grund. Og som en understregning af det historiske vingesus var det rigtige lightere, og ikke mobiltelefoner, der røg i vejret til Jeff Buckleys hudløse ‘Hallelujah’. Det samme gjaldt den fine markering af Roskilde-historiens sorte plet, ulykken ved Pearl Jam-koncerten i 2000, mens et brudstykke af Seattle-bandets storhit ‘Alive’ blev til livsbekræftende fællessang.
Men det var først og fremmest dansabel energi og vitalitet, der prægede sættet. Rock, reggae, house, techno og drum’n’bass viklede sig ind og ud mellem hinanden i en ekstatisk fejring af festivalens respektindgydende jubilæum. Og Den Sorte Skole fik deres eget lysende kapitel i den Roskilde-historie, som heldigvis fortsætter ufortrødent.