School of Seven Bells

Allerede på deres to år gamle debut ‘Alpinisms’ kunne School of Seven Bells mixe en lækker, luftig cocktail af lige dele dreampop-vokaler, blidt susende shoegazer-støj og elektroniske rytmer med tribale accenter, som smagte fremragende men var svær for alvor at blive beruset af.

Nu har trioen bevæget sig i en mere direkte og umiddelbart fængende retning. De tribale rytmer og diskrete world-elementer er helt forsvundet. Tag bare de strømlinede rytmer og svimlende guitareffekter på åbneren ‘Windstorm’ og den næsten potente, uptempo-electropopsag ‘Heart Is Strange’. Absolut fine sager ligesom de Elizabeth Fraser-inspirerede vokaler på ‘Babelonia’ imponerer.

Tvillingesøstrene Alejandra og Claudia Dehezas vokalharmonier fungerer som et fint kalibreret instrument – uhyre præcise og næsten klinisk smukke. De fremstår nærmest som en krom overflade, der desværre efterlader mig kold i perioder. Det er ærgerligt, når der nu ellers ikke er en finger at sætte på Benjamin Curtis’ evne til at opbygge delikate drømmescenarier i perfekt afstemte produktioner.

Ligesom på ‘Alpinisms’ har trioen stadig problemer med at holde ligegyldigheden fra døren over en hel plade. Numre som ‘Dial’ svæver af sted uden rigtig at komme nogen vegne. Specielt pladens sidste tredjedel er den store synder her. Og den manglende konsistens kan hverken trioens flirt med pseudo-mysticisme eller smagfulde Cocteau Twins-referencer desværre ændre på.