Cymbals Eat Guitars – velspillet bakkeklatring

Hvad gør man, hvis der, trods en god sjat omtale de sidste par år, ikke dukker mere end en håndfuld mennesker op til ens koncert? Man skider hul i det og gør sig fortjent til omtalen alligevel. I hvert fald hvis man er Cymbals Eat Guitars, som denne weekenden-er-ovre-prægede søndag aften sparkede totalt røv og leverede en koncert med en intensitet kun sjældent set.

Newyorker-kvartetten, som sidste år udgav den vel modtagede ‘Why There Are Mountains’, var ikke ligefrem heldige. Dels på grund af det svage fremmøde, men også fordi en sprunget streng efter fire numre tvang en mindre pause ind i sættet, ligesom en smadret forstærker mod slutningen bidrog yderligere til forvirringen. Men når de praktiske sager ikke drillede, var der til gengæld ikke megen svinger i valsen.

Fra åbningstonerne af det nye nummer ‘Definite Darkness’ var det en vanvittig energi, der prægede koncerten i dens støjende momenter, og en dragende dybfølthed i de stille passager. Den musik, forsanger Joseph D’Agostino har skrevet, fungerede simpelthen uovertruffent live. Fra My Bloody Valentine-shoegazet hvid støj i ‘Share’ til Pavement-klingende ørekræs i ‘Indiana’ var det umuligt ikke at blive forført af gruppens lydbillede, der vel kan beskrives som melodiøs støj med altid interessante sangstrukturer.

Omstændighederne gjorde det altså til en tur op ad bakke, men det fantastisk mangfoldige lydlandskab og en overlegen velspillethed tog alligevel stikket hjem for den storsvedende D’Agostino og hans tre kumpaner.