Iron Maiden

På introen flås der i strenge og bankes på tønder som et primitivt varsel. Briterne kommer! På deres 15. studiealbum lyder Iron Maiden umiskendeligt af heavy, fra tiden før cowboyjakker blev til denim, rygmærker blev retro, og stadionrock røg til Horsens.

De lyder som sig selv. Og slipper godt af sted med det. De gode gammeldags guitarriff galoperer som apokalypsens fire ryttere og får én til at knibe øjnene i og samle læberne i et forsøg på at se cool ud, mens Nicko McBrains trommer river i nakkemusklerne og lader dig ønske, det var socialt acceptabelt at få langt tyndt hår og headbange på din fancy stamcafé.

Briterne slår fast, at de kan skabe storslåede heavy-hymner varieret af stille passager og tirader af gyngende guitarer, der hviner om kap med Bruce Dickinsons skingre signatur-vokal. Og Steve Harris’ forbilledlige basgange, der aldrig lader stå tilbage for ‘the three amigos’, som de tre guitarister Smith, Murray og Gers kaldes. Det kan dog indvendes, at englænderne alt for sjældent udnytter de mange strenge at spille på, for dual-riffet på ‘The Alchemist’ er allerhelvedes betagende.

Bevares, Dickinsons lunger rummer knapt så meget luft som for 25 år siden, men selv om stemmen er falmet en smule, er den stadig skræddersyet til Maidens musik, image og tekster om mytiske søslag og sagn fra Kong Arthurs tid.

Er det ok ikke at forny sig mere på 30 år? Ja, selvfølgelig. Når man som Iron Maiden stadig har godt greb om genren, og kompositionerne fortsat er interessante og intelligente, så kan englænderne ikke afskrives som forældede.