S. Carey

Sean Carey lægger med lanceringen af debutalbummet ikke skjul på, at han er en del af den overraskende indie-folksucces Bon Iver. Dermed næres håbet om, at Carey kan lykkes med samme kombination af melankoli, folk og veldrejede melodier, som for to år siden bragte Bon Iver ud til et bredt publikum.

På ‘All We Grow’ tager Carey forskud på efteråret. Melankolien fra Bon Iver er intakt. Til gengæld er melodierne ikke lige så fremtrædende. Og selv om det næppe har været Careys intention at lave et popalbum, ændrer det ikke på, at udtrykket flere steder forbliver noget uforløst i sin insisteren på at dvæle ved klangflader frem for at præsentere egentlige sange. Nok har albummets karakter af Careys personlige eksperiment en vis charme, men alt for ofte fortoner charmen sig i det langtrukne.

Man savner mere liv. Det får man undtagelsesvist på sange som singlen ‘In the Dirt’, der efter en nydelig klaverintro klappes i gang og på mange måder er mere rå og dynamisk end de resterende skæringer. Og albummet får med sin gennemgående sfæriske og drømmende efterårslyd hurtigt karakter af et soundtrack. Et soundtrack der desværre kæmper med at fungere som et helstøbt album.