Mark Ronson

Moderne popmusik skal prise sig lykkelig for en mand som dj og producer Mark Ronson, der i 2007 brød bredt igennem med soloalbummet ‘Version’ – et overflødighedshorn af sjove, skæve og stærke coverversioner af nutidige hits. På sit tredje album har Ronson imidlertid sat sin lid til egne sangskriverevner, og det slipper han ikke udelt godt fra.

Den overrumplende førstesingle ‘Bang Bang Bang’ featuring MNDR og Q-Tip har ikke desto mindre allerede banet vejen for albummet, og det er svært at forestille sig en sejere ambassadør. Nummeret illustrerer på mange måder, hvad det er, Ronson kan, når han vender den gængse popskabelon på hovedet og laver magi. Nummeret er enormt forfriskende, og kickstarter pladen, der så afgjort er bedst på første halvdel, hvor numre som den soulede retro-collage ‘Lose It’ og den kække ‘The Bike Song’ med Spank Rock på hjul trækker slæbet på, hvad der kunne være blevet en skarp gang pop ud over det sædvanlige.

Når pladen ikke fungerer som helhed, skyldes det ironisk nok, at der er for lidt Mark Ronson. Albummets sidste halvdel lyder som en dårlig Gorillaz-plade, hvor et væld af gæstestjerner nærmest slås om opmærksomheden i en hektisk eklektisk fusion af ligegyldig hiphop, electropop og små ligegyldige vignetter, der ligner og lyder som fyld. Det er ufokuseret og ærgerligt og ikke mindst spild af både tid og talent.