Grinderman – med fingrene i kagedåsen
Jeg har en revisor. En ældre mand som sidder i den anden ende af landet og har styr på alt det, jeg ikke har styr på. Står han mon i sin fritid på en scene og skaber sig som de fire gæve gamle gubber i Grinderman? Hvis ja, burde jeg måske være mere varsom med at betro ham mine pengesager, for det, de leverede denne efterårsaften på Frederiksberg, var utilregnelighed i sin pureste, rablende form.
Og så alligevel ikke. For selvfølgelig har Nick Cave og hans smadderrock-musketerer en strategi. Martyn Casey og Jim Sclavunos’ bas- og trommespil surrer rytmebunden sammen som en bayonneskinke, så Cave og vildbassen Warren Ellis ellers kan lade deres dele af den musikalske ligning være ubekendte ind til sidste øjeblik.
I scenens højre side lignede Ellis en krydsning mellem en vildfaren vagabond, Gimli fra ‘Ringenes Herre’ og ‘Smadremanden’-figuren fra Zirkus Nemo, imens han pinte nærmest unævneligt kaotiske toner ud af sin eksotiske instrumentpark, heriblandt elektriske violiner, tenorguitarer og så den mærkværdige ‘mandocaster’. Og scenefolkene havde hænderne rigeligt fulde med at holde bandets mikrofonstativer vertikale i mere end få minutter af gangen.
Hvor bandet tidligere er faldet tilbage på The Bad Seeds-sange for at kunne stykke et helt sæt sammen, bestod herligheden denne gang udelukkende af Grinderman-materiale. Og godt nok domineredes koncerten af gruppens varemærkede vildskab, men der blev også plads til en tyst og tænksom udgave af ‘What I Know’, som ekstrem kontrast til den efterfølgende, splintrende tyfoniske ‘Honey Bee (Let’s Fly to Mars)’.
Cave selv interagerede heftigt med især de forreste rækkers repræsentanter for det smukke køn, der havde et godt tag i den høje, ranglede australier. Hvem kan også stå for lystige liderkarl-linjer som »I’ll stick my fingers in your biscuit jar / And crush all your gingerbread men« fra ‘Kitchenette’?
»Gimme your money! Gimme your money!« skreg han spontant af os under afviklingen af singlen ‘Heathen Child’. Og det gjorde vi jo. Jim Sclavunos bimlede første gang med klokken efter 55 minutter. Efter yderligere 25 minutters ekstranumre, heriblandt hypnotiserende gode serveringer af ‘When My Love Comes Down’ og bandets slagsang ‘Grinderman’, takkede de fire gentlemen af.
Med en billetpris på 400-500 kroner, afhængig af om man ville fange dem i det jyske eller københavnske, lader det ikke til at koncertarrangørerne har været synderligt bevidste eller bekymrede omkring Grindermans karakter som et rabalderband, der spiller korte, potente shows frem for eksklusive helaftensforestillinger. Man kan ikke tage fra Cave, at det var en glimrende koncert, men jeg tillader mig alligevel at efterlyse en forklaring på prisen.
