Zola Jesus

Nogen gange skriver en kunster mange sange, som i virkeligheden er den samme. Ofte betyder det, at sangene bliver svage kompositioner. Bedre er det at koge ideerne ned og samle dem i ét stærkt track. På ‘Valusia’ har Zola Jesus spredt sine fine ideer over for mange numre på bekostning af deres slagkraft.

Ep’en fortsætter sporet fra ‘Stridulum’, der kom tidligere på året, hvor pompøs 80’er-inspireret, dyster/håbefuld pop erstatter hendes forhenværende gotiske anstrøg. Produktionerne er gode, men sjældent overraskende. ‘Poor Animal’ starter effektivt ud med synths, four-to-the-floor bas og en oplagt melodi. Pompøse trommer fuldender billedet, men nummeret mister pusten i mangel på udvikling. ‘Tower’ har mere kraft og et skarpere omkvæd, hvis ubeskedne strygere er herligt medrivende. ‘Sea Talk’ har hitpotentiale med sin catchy melodi men bliver en kliché i sin helhed og stagnerer efter at have præsenteret sine ideer. Når man når til ep’ens sidste nummer ‘Lightsick’, begynder Zola Jesus’ sang og fraseringsstil desværre også at virke trættende, fordi den mangler variation. Hendes stemme er fin men har for få farver, selv i lyset af den kolde og desillusionerede æstetik.

Numrene er storladent anlagt men lever ikke op til deres ambition. I stedet opstår en usikkerhed mellem ægte og påtaget vemod, der kunne have været interessant i et mere tvetydigt lydbillede, men som her kommer til at virke prætentiøst. Det er ærgerligt, for potentialet i Zola Jesus og hendes sange er ikke til at tage fejl af.