Black Eyed Peas

Forskellen på ‘The Beginning’ og sidste års ‘The E.N.D.’ er ikke enorm men dog ganske betydelig. Black Eyed Peas har nemlig fået luget ud i de sørgelige rester fra deres periode som rap-gruppe. I stedet dyrkes ‘Star Wars’-synth, vocoder og pitch-kontrollen helhjertet og rundhåndet.

BEP krydser endelig grænsen mellem pop-rap og dance – en uundgåelig udvikling. Benny Benassi- og David Guetta-lyden dominerer (sidstnævnte var at finde på producerlisten på ‘The E.N.D.’) og BEP’s rim-univers indeholder hentydninger til Tïesto, der jo rimer (sådan cirka) på perfecto, techno og ‘Xoxoxo’. Folkeskoleelever landet over forbereder allerede tekstanalyser af BEP’s lyrik.

Førstesinglen ‘The Time (Dirty Bit)’ (mis)bruger ‘Dirty Dancing’-klassikeren ‘(I’ve Had) the Time of My Life’ og falder godt ind i dance-genren, hvor målet helliger midlet. Men genren er sgu en besværlig størrelse, når man ikke er til fest, og som titlerne ‘Don’t Stop the Party’ og ‘Play It Loud’ afslører, er vi til party i provinsen.

BEP kan desuden klandres for manglende originalitet, og ‘Love You Long Time’ lyder som noget, Aqua lavede bedre for ti år siden. Will.i.am og co.’s trick er det samme, der bruges i tv-reklamer. Du får øjeblikkeligt publikums opmærksomhed ved at tage andres hit og ændre melodien præcis nok til at omgå ophavsretten men stadig lyde som originalen. Den opskrift bruger BEP til hudløshed både åbenlyst på førstesinglen og mere kamufleret som på eksempelvis ‘Do It Like This’ og ‘Fashion Beats’. Men effektivt skal det nok vise sig at være.

Tre typer mennesker får noget ud af dette nye album: Teenagere på energidrik, NFL-folkene, der har hyret BEP til næste Superbowl half-time show, og James Cameron, der skal lave en 3D-turnédokumentar – blandet med fiktion. Jeg kan ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til ikke at se den film.