Black Rebel Motorcycle Club – sortklædte støjmissionærer
En mand står i trance og stirrer med et kæmpe smil. En kvinde hopper så voldsomt, at hendes blonde hår sender perler af sved ud i luften og på et hav af vuggende hænder sejler en mand mod scenen. En stærk dunst af en sved, øl og våd jord bider i næsen, og ørerne svier i smerter over konstante og tordnende lussinger af insisterende støj.
Black Rebel Motorcycle Club har spillet i en time og 30 minutter. Rockens sortklædte missionærer prædiker støjens og kærlighedens dystre evangelium med ‘Spread Your Love’, og Den Grå Hal er omdannet til et fugtigt missionshus, hvor disciplene forføres med alt andet end højstemt lovsang. For i BRMC’s univers er der ingen love. I stedet hersker kaos med største selvfølgelighed sammen med orden, og publikum presses ud i ekstase, vildskab og inderlighed på samme tid.
Kombinationen af BRMC og Den Grå Hal er eminent. Det beviste bandet allerede til den legendariske koncert i 2007, hvor trioen spillede et maratonset og sågar tog mod ønsker fra publikum. Så sublim blev lørdagens udsolgte koncert ikke. Men det var tæt på. Meget.
Trioen åbnede godteposen med ‘666 Conducer’ og ‘Mama Taught Me Better’ fra’Baby 81′ og ‘Beat the Devil’s Tattoo’ med så imponerende, selvsikker og velspillet flænsende støj, at de to numre, der er fra bandets to svageste udgivelser, fik komplet nyt liv. Herefter blæste BRMC for alvor til angreb med en hård og ekstra lang version af klassikeren ‘Red Eyes and Tears’. Forløsningen hos publikum var tydelig.
I to timer og 15 minutter blev publikum vredet, hevet og kælet for. Som vanligt var Robert Been bandets mest udadvendte, og denne aften sang han bedre end nogensinde før på dansk grund. Guitarist Peter Hayes så kun få gange sit danske publikum i øjnene, mens danske Leah Shapiro udførte sit job bag trommerne med sikker hånd uden at gøre særligt opmærksom på sig selv. Lyden snittede skarpt i trommehinderne men var solid, og med gedigent musikalsk overskud beviste trioen, at de live er i absolut særklasse.
Alligevel manglende der en smittende nerve hos bandet. Glæden, gejsten og spilleglæden lyste ikke ud af bandmedlemmerne. Og selv om de musikalsk leverede varen eminent, så var måden, de gjorde det på, for kontrolleret og sikkert i forhold til den fuckfingermentalitet bandet hylder og viste under samme tag i 2007.
