Crystal Castles er indbegrebet af anti. Slåskampe er hverdagskost og forsøg slet ikke at nævne ordet mode for de to electropunkere.
Man skal ikke mange ture rundt på nettet for at kunne kortlægge Alice Glass og Ethan Kaths spor af ødelæggelse og skandale gennem verden. En destruktiv aura følger nemlig med electropunk-duoen Crystal Castles, hvor end de tager hen på deres nærmest uendelige turné.
Bandets galionsfigur Alice Glass indrammer sine smukke og ungdommelige øjne med en fed eyelinerstreg. Men lad dig ikke narre: Hun er klar til at nedstirre den mest badass motherfucker, der kunne finde på at krydse hendes vej. Og derfor har hendes spinkle næver i bandets korte levetid set rigeligt med slåskampe.
»Jeg vil have piger til at indse, at de kan gøre, hvad de vil. At de kan være lige så punk som en kæmpe, fucking hardcore fyr, der lader som om, han er frygtløs og kan gå ind i et publikum og gå amok«, siger Alice Glass og holder en kort tænkepause. »Al kaos er godt. Jeg stræber efter de kaotiske øjeblikke«.
Det lader også til, at du oplever en del af dem?
»Ja«, fniser hun med sin ungpigestemme. »Det skulle jeg da mene«.
Punkeren og den stille dreng
Punk-looket er på ingen måde gået tabt med den canadiske duo. Ethan ligner resultatet af en stylist, der har fået udstukket opgaven: ‘Lav en fransk indieversion af The Ramones’, mens den slanke og nærmest gotiske Alice med den kølige attitude ligner alle hipsterpigers drømmelook. Det ville dog være forkert at afskrive Crystal Castles som punkkorrekte, cool kids. Man ville overse bandets voldsomme baggrund. Alice løb som 14-årig hjemmefra for at blive besætter, for at skide hul i det hele sammen med ligesindede og bo på sofaer og gader og i forladte bygninger fulde af asbest.
»Jeg boede på mine venners sofaer og prøvede at finde penge til øl og mad hver dag. Det var meget fra dag til dag. Sådan er det også nu, men nu får jeg i det mindste gratis drikkevarer. Det var meget trøstesløst før Crystal Castles. Men det gav en fornemmelse af sammenhold, at der var andre som mig, som ikke vil leve det liv, som folk går ud fra, man vil leve. Folk som ikke nødvendigvis har tænkt sig at tage på college, at blive gift og så dø. Folk der selv vil finde ud af at leve livet«.
Dengang blev den nu 21-årige sangerinde draget ind i punkmiljøet i Toronto. Hun spillede i et hardcore punkband, der hed Foetus Fatale, som udelukkende bestod af piger. Og med den konstellation provokerede de deres mandlige punkkolleger, der mest sang nedladende om kvinder så meget som overhovedet muligt.
»Jeg ville bare vise alle, at jeg var pisse ligeglad med, hvad folk gjorde. Fuck dem. Punkscenen i Toronto var domineret af misogyne, sexistiske, homofobiske røvhuller. Så jeg prøvede bare at være så irriterende som overhovedet muligt for at provokere de idioter, der tilhørte den bevægelse. De havde overtaget alle de billige barer i byen, så vi var tvunget til at være i nærheden af dem hele tiden,« fortæller Alice Glass, og man kan næsten høre, hvor djævelsk hendes smil bliver, inden hun slutter: »Så jeg påtvang dem mit selskab så at sige«.
Det var her, en genert fyr ved navn Ethan Kath kom ind i billedet. Med en cd fyldt med elektroniske beats dukkede han op til en Foetus Fatale-koncert. Han syntes, bandet lød ad helvedes til, men han elskede den på det tidspunkt 15-årige Alice Glass’ rå udtryk og benhårde sangstil. Han gav hende en cd med de finurlige beats, han havde brygget på ved siden af sit The Stooges-coverband. Alice sagde ja til at synge over dem, og de fandt hurtigt ud af, at de passede sammen som ærter og gulerødder, og efter det var Crystal Castles en realitet.
En fucking politihelikopter
Når Crystal Castles spiller koncert, omdanner de spillestedet til et epilepsifremkaldende stroboskoblys-helvede af et rave. Men hvis mandschauvinister blandt publikum tror, at de kan slippe af sted med at rage på Alice Glass, mens hun crowdsurfer, bare fordi lyset er blændende, skal hun nok få dem til at tro om igen med en knytnæve lige i fjæset. Og da der findes den slags idioter i enhver storby, de spiller i, er det ofte, hvad det ender med – som minimum.
»Der er som regel én, der tror, han kan tage fat i mig og slippe af sted med det. Så jeg kan godt lide at disciplinere sådan nogle typer og gøre et eksempel ud af det og dermed sige til alle: »Se den her fucker. Det her er, hvad der sker, hvis I tror, I kan slippe af sted med den slags lort««, fortæller Alice Glass.
Er der også en form for tilfredsstillelse ved det?
»Ja, man kan virkelig mærke, at man er i live, når adrenalinen kører, og man er alene mod alle«.
Men Alice Glass’ kamp mod røvhuller blandt publikummer er ikke den eneste form for ballade, bandet bliver viklet ind i. Den Crystal Castles-relaterede tumult findes i lige så mange variationer og afskygninger, som der er byer på bandets kæmpemæssige tourplan. Nogle gange er det endda som om, at de inspirerer folk til at gøre vanvittige ting. Engang hvor bandet spillede på et gammelt basketballstadion i Los Angeles, kunne Alice fra scenen se folk tage et stort fald ned fra balkonen for at slippe for siddepladserne og i stedet at nå dansegulvet. Politiet lukkede koncerten. Der findes ikke den type optøjer, som Crystal Castles ikke har været en del af.
Var der ikke også engang noget ballade, hvor der var en politihelikopter involveret?
»Jo. Det var også til et show, som blev lukket. Jeg kan ikke engang huske, om vi nåede at spille eller ej, men vi elskede det. Det startede med, at der var nogen, der kastede en flaske efter politiet, og så kom urobetjentene, og efterhånden kom der en fucking helikopter. Vi syntes, det var fantastisk, fordi vi ved, hvor dyrt det lort er«.
Interviewet har tidligere været bragt i Soundvenue #43.