DOOM – myten skygger
Allerede på et nærliggende kebabsted før koncerten gik snakken: Daniel Dumile var blevet spottet i byen tidligere på dagen. Det gale indie-rap flow-geni nummer 1 var manden, der mandag aften gemte sig bag metalmasken og den store kuffert og gav en rundtur i de mange aliasser fra bagkataloget.
Vi blev gjort klar fra starten af – takket være en nedtællingsur-visual, at showet ville vare en time, men det var ikke nok til, at manden kunne træde ud af mytens skygge. De personlige forventninger til DOOM’s dårlige live-ry var i bund og blev kun akkurat overgået. For DOOM kæmpede en indædt kamp mod lyd og virkelighed, hvor det fantastisk komplekse flow og højt anlagt jazzede opklip aldrig kom til sin ret.
Det var fedt at høre glimt af det underfundige rap, hvor rim-densiteten er imponerende høj som i Madvillain-klassikeren Figaro – »Not suppose to overdose«. Men det var klart de tunge sager, eksempelvis Jake One-produktionerne ’Ballskin’ og ’Rock Co.Kane Flow’, der fik chokolademønten. DOOM’s stil er lige så speciel og opmærksomhedskrævende som teenagere på Breezers, hvorfor det kræver fornødne intense lyt.
Den overlegne rim-leg forekom som bedst fremtvunget i live-situationen, og et af de mest intense øjeblikke var, da hans hypeman på 150 kg truede med at stagedive. Det gjorde den store bøf heldigvis ikke, og måske var det bevidst, at ’Beef Rap’ fortsatte de lunkne løjer. Vi fik set manden, myten og masken, men det var en af den slags koncerter, hvor ubetinget kærlighed var påkrævet for at få fuldt udbytte.
