The Greenhornes

Efter en ferie i Jack Whites varetægt er Patrick Keeler (The Raconteurs) og Jack Lawrence (The Raconteurs, The Dead Weather) hjemme, hvor det hele startede med The Greenhornes. Og det er med et comeback uden så meget pis. The Greenhornes er bare fucking rock uden så mange dikkedarer.

Stilen er den samme, som den var for otte år siden med det seneste studiealbum ‘Dual Mono’. Amerikansk garagerock møder The British Invasion i en cocktail, der hele tiden balancerer på en knivsæg mellem potent og plat pastiche, men som heldigvis konsekvent falder ud til den potente fordel.

Fra første anslag på åbningsnummeret ‘Saying Goodbye’, der snildt kunne have fundet vej til The Beatles’ ‘Revolver’, er man ikke tvivl om, hvad det er, man går ind til: Rock.  Og det fortsætter heldigvis hele vejen igennem ‘****’, der byder på både tyggegummirock (‘Song 13’), psykedelisk Pink Floyd anno Syd Barrett (‘Go Tell Henry’), inderlig og soulet rock i stil med The Box Tops (‘Better Off Without It’), fuzzed out barokrock-ballade (‘Cave Drawings’) og simpel garagerock (‘Need Your Love’ og ‘Left the World Behind’).

Så uden at sige et ondt ord om Jack White, der endda har været med til at producere pladen, kan man kun prise sig lykkelig for at Patrick Keelers trommer og Jack Lawrence’ bas er staldet op hjemme hos The Greenhornes’ tredje medlem Craig Fox.