Zola Jesus – modig ensomhed

Zola Jesus præsterede en befriende ugenert stræben efter de rå følelser til den udsolgte koncert i Huset. Her var ingen fortænkte indie-finurligheder eller pæn ironi. Ganske alene på scenen åbnede hun koncerten med nummeret ‘I Can’t Stand’. Som en oprevet shoegazer bevægede hun sig heftigt frem og tilbage med øjnene i gulvet, indtil hun pludselig gik af scenen og stillede sig op på et bord for at synge sangen færdig dér. Zola Jesus’ optræden og musik var gennemsyret af denne bevægende tvivl om, hvor man skal gøre af sig selv. Uden at virke skabet frembragte hun hermed en sjældent intim stemning.

Det var sangene fra hendes album ‘Stridulum II’, der blev spillet. Storladent anlagte numre med masser af mørk 80’er-feeling og ‘lige-på’-beats. Hvis pladen ikke altid holder den emotionelle troværdighed, så ramte denne liveoptræden præcis den ekstra energi, som skal til for at føre de ambitiøse sange til dørs. Specielt den underskønne ‘Tower’ og hittet ‘Sea Talk’ fik fat i publikums nakkehår.

Hvis Zola Jesus skal tælles som en del af witchhouse-bølgen, er hun helt sikkert genrens mest poppede repræsentant. Men det var også netop det smukt poppede ved hendes rå ensomhed, der gjorde hende vedkommende denne aften: Der var ingen påstande om følelsernes enestående utilgængelighed. Tværtimod var det genkendelsens empatiske smerte hun søgte i sine tilhører.