Deadmau5

Housemusikken handler om kicks. Genrens store traditionelle indsigt ligger i forståelsen af det simple discobeats four-on-the-floor: Dit indre kick manifesteret i bastrommens ydre kick på hvert slag i taktarten 4/4. Deadmau5’s nye album handler om dette kicks gang på jorden i 2010.

Alt for ofte tror folk, at genrebruddet er kunstens mest efterstræbelsesværdige kvalitet. Så kan man nemlig sige, at der er blevet lavet noget ‘nyt’. Men det er en mindst lige så svær kunst at turde fortsætte i gamle spor og vise, at stjernekasteren stadig har stjerner at kaste. Det er Deadmau5’s styrke. Selv om han af mange kaldes genrebryder. Bevares, her har han da hentet både inspiration fra pop, rap (‘Sofi Needs a Ladder’) og ikke mindst dubstep (‘Raise Your Weapon’ og ‘One Trick Pony’). Men pladen er intet genrebrud, den forholder sig blot tidssvarende til sine kicks.

Heri ser jeg også grunden til Deadmau5’s popularitet. Han besidder poppens mod: Ingen angst for risikoen ved at gentage det elskede. Pladen er således også en helt igennem poppet omgang house.

Men denne drift har også en indskrænkende betingelse. Musikken skal helst høres i sit rette element: Festen. Uden for den ramme er dens udfordring ret begrænset, hvilket også afspejler sig i det knap så interessante take på dubstep. Derfor gælder: Hvis Deadmau5 skal blive rigtig nervepirrende, så er det af med musemasken!