Michael Jackson

Er der overhovedet nogen passionerede musikfans, som savner Michael Jackson? Det var jo ikke fordi, at manden i årene op til sin død ligefrem spyttede geniale plader ud på stribe. I stedet var han blevet sådan en, man altid talte om i datid. Michael Jackson var fanme god engang, sagde man. Med tryk på engang. Og selv om ‘Invincible’ fra 2001 solgte rigtig godt og strøg til tops på hitlisterne, er der vist ingen, der i dag regner det album for noget særligt.

Derfor er det naturligvis med bange anelser, at man tager imod det nye album ‘Michael’. Albummet åbner med en syntetisk og delvist auto-tunet duet med r’n’b-sangeren Akon, og selv om det på papiret måske lyder ret forfærdeligt, så er resultatet overraskende vellykket. Melodien er iørefaldende og kombinationen af lidt kølig synthesizer og klassisk klaver skaber en perfekt bund for Jacksons vokal. Det er ikke revolutionerende på nogen måde, men det er godt tænkt og lækkert udført.

I det hele taget er der kælet for detaljerne på ‘Michael’, der rent produktionsmæssigt er en kraftanstrengelse af de helt store. Albummet består af numre, som Jackson indspillede inden sin død men aldrig færdiggjorde, hvilket betyder, at de over ti forskellige producerer, der er involveret i projektet, virkelig har skullet være kreative for at få tingene til at hænge sammen og give mening.

Det er lykkedes helt fint, selv om man nogle gange savner skarphed og kant. Det hele er på en måde lidt for velmenende og finpudset. Der er således ikke meget sjæl eller personlighed tilbage, og det kunne i princippet være hvem som helst, der sang. Lige indtil man når til albummets tre sidste numre, der minder os om, hvorfor Michael Jackson engang var kongen af pop. Her træder han frem, som den stjerne han var engang, og på den måde ender ‘Michael’ med at være et værdigt farvel til en af musikhistoriens største popkunstnere.

Michael Jackson. 'Michael'. Album. Sony.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af