Fujiya & Miyagi

De siger selv, de har lavet deres mørkeste album til dato. Det handler om den foruroligende idé om, at andre taler for én, som forældre gør det for deres små børn. Brighton-bandet har derfor lavet vellignende bugtalerdukkekopier af de fire medlemmer. Dukkerne skal erstatte musikerne i videoer og på pressebilleder, og deres uhyggelige udseende skal tilsyneladende illustrere en sjov, men ærlig talt temmelig banal pointe.

Desværre passer det lidt tynde koncept godt til musikken. En lille håndfuld af sangene er i sig selv udmærkede, men man opdager alt, alt for hurtigt, hvor få strenge Fujiya & Miyagi har at spille på. Deres dovne electropoppede euro-funk er måske nok mørkere, end den plejer, men til gengæld er der stort set ingen variation på det nye album.

Formlen er fuldstændig den samme på samtlige numre. En anonym basgang, et ligegyldigt trommespor, nogle små hæderlige synthesizermelodier, som dog er umulige at skelne fra hinanden, og David Bests anstrengende vokal, der halvt synger og halvt rapper de klichémættede tekster.

Det er velproduceret, og en del af melodierne er forholdsvis gode, men som helhed er det dræbende kedeligt, og for ofte bliver teksterne direkte pinlige. Man ved, ideerne har været for få og for dårlige, når Best i en uendelighed gentager linjerne »You are not the center of the / You are not the center of the«, indtil han afrunder dem med »U-ni-verse«.