Laurel Halo

Brooklyn-debutanten Laurel Halo inviterer til gudstjeneste på ep’en ‘King Felix’, som vidner om stort talent og lovende fremtid. Hendes iskolde, mesmeriserende synthpop serveres komplet med korarrangementer og digital ambient, og på de 15 minutter, ep’en varer, når man at blive opslugt af det spacy lydbillede.

På åbneren ‘Supersymmetry’ ligger Halos efterklingende vokal bagerst i lydbilledet afskærmet af ambient synth og skarpe beats, mens synthakkorderne på ‘Metal Confection’ fungerer som rytmiske ekkolod og får nummeret til at lyde som en undersøisk hymne. Numrene er let poppede, og tilgængeligheden er derfor helt i top, men lyden er dog ganske unik – som hvis Animal Collective mødte Warpaint. I det ydre rum.

På ‘Embassy’ daler intensitetsniveauet en smule for at give plads til sangerindens sarte vokal, der får lov at folde sig ud over en simpel pulserende melodi, men det hæves hurtigt igen. ‘King Felix’ slutter med nummeret ‘Coriolis’, hvor den startede: På toppen. Nummeret passer som fod i hose i det sælsomme og homogene lydbillede, der dominerer ‘King Felix’, og man kan ikke andet end at beundre Laura Halo for hendes uovertrufne stilsikkerhed. Der er nemlig næsten ingen lavpunkter på dette skoleeksempel på en ep, hvor det største kritikpunkt er, at den ikke er længere.