Bright Eyes ‘The People’s Key’

Der var engang, hvor jeg var overbevist om, at Conor Oberst og Bright Eyes var værdige arvtagere til Bob Dylan og The Band. Den opfattelse byggede jeg især på ‘Lifted…’ fra 2002 og ‘I’m Wide Awake, It’s Morning’ fra 2005. Især sidstnævnte var med sin velfungerende blanding af støvet, autentisk americana og melankolsk folkpop en lille milepæl i 00’ernes endeløse række af alt. country-inspirerede indierock-plader.

Dengang kunne Conor Oberst, bandets altoverskyggende frontmand der i dag har rundet 30, stadig gemme sig bag sin unge alder, og selv om det kunstneriske udtryk i bagklogskabens lys fremstår vel rigeligt emotionelt og weltschmerz-mættet, kan man ikke se bort fra, at Oberst i de år skrev en række sange, der formåede at tryllebinde en hel generation.

Evnen til at indfange og tryllebinde har Conor mistet på sit nye og måske sidste album under Bright Eyes-navnet. Væk er americana-lyden, den akustiske guitar og den sitrende og ofte hudløse sårbarhed. I stedet er lydbilledet præget af brummende og forvrængede guitarer, poppede trommer, elektroniske lydflader uden bid, et distancerende og abstrakt tekstunivers, rablende spoken word-monologer og generelt en alt for ordinær og sjælløs sangskrivning, der ikke yder Conor Oberst’ imponerende bagkatalog retfærdighed.

Det er fin, men også let forglemmelig indierock. Undtagelsen er den vemodige og helt skrøbelige ‘Ladder Song’, der emmer af afsked og opbrud. Her gør Conor Oberst nemlig det, han er bedst til: Ser verden fra sin egen krøllede navle.

Bright Eyes ‘The People’s Key’. 'The People's Key'. Album. Universal.
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af