Camille Jones

I 2008 sprang Camille Jones ud som toptunet klubdronning på det skarptskårne festudbrud ‘Barking Up the Wrong Tree’. Her blev man mødt af en fokuseret sangerinde, der bevægede sig flirtende rundt i de minimalistiske elektroniske produktioner. Resultatet var lettilgængeligt og appellerende. Men nu skal der andre boller på suppen. Camille Jones har nemlig set kærlighedslyset.

Banen kridtes op i den medfølgende pressemeddelelse, hvor der snakkes om »åbne kærlighedssange« og »et andet overskud« kontra forgængerens mere korporlige agenda. Og selv om den musikalske formel i store træk er den samme med syntetisk pangfarvede danceproduktioner, så afspejles det ændrede fokus i et stedvis mere nedtonet udtryk.

Åbningsnummeret ‘The Streets’ lyder lidt som en nedbarberet og halvdyster udgave af hittet ‘Difficult Boys’ – og det er faktisk ikke en dårlig ting. Her føjer Camille Jones således nye nuancer til sit udtryk. Men allerede på den efterfølgende ‘Closer’ tager den nyfundne følsomhed overhånd med underliggende klimprende klaverakkorder og forglemmelige tekstbidder som »Take my hand and hold it tight / We can run away and leave the world behind / Get closer«.

Og ja, nu er det så, at anmelderen trækker modenhedskortet. For jo, ‘Did I Say I Love You’ har et mere modent sigte. Men dels hæver teksterne sig aldrig over det jævne, dels modsvares de desværre ikke i tilstrækkelig grad af melodier eller produktioner, der pleaser min indre, danselystne popdreng. Og hvis valget står mellem ren festenergi kontra modne overvejelser, så ved jeg godt, hvordan jeg foretrækker min electro.

Selv om Camille Jones meget sympatisk blotter sig mere på ‘Did I Say I Love You’, så savner man den kontante skarphed, der gjorde forgængeren svær at ignorere. Festen var god, men efterfesten fiser hurtigt ud.